Med udstillingen Surge præsenterer Yalda Afsah sin første udstilling i Danmark i Kunsthal Thy. Hendes to videoværker, Curro (2023) og Jarramplas (2025), stammer fra to forskellige værkcyklusser. Mens Curro undersøger mennesket gennem dets omgang med dyr, indleder Jarramplas en ny serie, der sætter ritualer samt fællesskabelige og sociale dynamikker i centrum.

Curro åbner med et blik ud over et vidtstrakt landskab, hvor vilde heste drives sammen. I udkanten af begivenhederne står et iagttagende publikum. En stemning af ro og latent forventning forbinder alle tilstedeværende. Dernæst ser man trængslen blandt de tæt sammenpressede vilde heste, som allerede ved små bevægelser – som tempoet i en gangart eller et sving med en arm – bliver urolige. To mænd fastholder hver en hest i en meget tæt omfavnelse for at klippe hale og man. Den tvungne nærhed efterlader flugtdyrene mærket af situationen.

De natlige eksplosioner, som videoværket Jarramplas indledes med, virker både festlige og truende. Gaderne, der senere fremstår i dagslys, minder om en belejring. Først samles enkelte unge, snart står mængden tæt og kaster kålroer og dukker sig for kasteskyts, der flyver tilbage. Folkemængden spredes og fortættes igen og igen, indtil den kaotiske situation brat går i stå, og blikkene rettes mod centrum. Målet for angrebet er ikke synligt; det er Jarramplas – den med beskyttere udstyrede fremstilling af en kvægtyv, som hvert år symbolsk fordrives fra den spanske by Piornal.

Sådanne ritualer findes ofte i landdistrikter, hvor fællesskaber er kendetegnet ved langvarige bånd og kontinuitet på tværs af generationer. Samlivet er ofte præget af komplekse regler, koder og hierarkier, som kan være vanskelige at aflæse for udenforstående. I Thy-regionen, hvis landbefolkning i lang tid blev styret fra herregården Boddum Bisgaard, kan dette stadig mærkes i dag. Heste var her uundværlige som arbejdsdyr, og den robuste kålroe blev betragtet som en pålidelig fødekilde i tider med usikre høstudbytter. Dette hverdagslige element får i videoværket en uventet symbolsk tilstedeværelse.

Afsahs kunstneriske praksis kan minde om en antropologisk tilgang: Hun undersøger menneskets væsen, dets relationer til omgivelserne og de kulturelle prægninger af dets handlinger. Fælles for begge videoværker er en æstetisk bearbejdning, der tydeligt adskiller dem fra dokumentarfilm. Den præcise udvælgelse af billeder og lyssætning fremhæver tilsyneladende ubetydelige handlinger. Lyden er adskilt fra de oprindelige optagelser og tilføjet videoerne efterfølgende. Selv de mindste lyde – som tung vejrtrækning, en gren der knækker eller klap på en hesteryg – bliver hørbare, ligesom lyde, der ikke umiddelbart synes at passe til scenerne, og som dermed yderligere fratager beskueren en entydig forståelse af det, der foregår. Når man er overladt til det, man umiddelbart kan sanse, mærker man tydeligt, hvor meget man som beskuer søger efter orientering.

BIO

Afsahs værker er blevet vist på en række internationale udstillinger og filmfestivaler, herunder Manifesta 13, Locarno Film Festival, New York Film Festival, Berlinische Galerie, Institute of Contemporary Arts i London og Neuer Berliner Kunstverein. Hun har haft soloudstillinger hos Molitor i Berlin og på Mönchehaus Museum i Goslar, hos JOAN i Los Angeles, i forbindelse med residensprogrammet Between Bridges i Berlin, i HALLE FÜR KUNST Steiermark i Graz, i Kunstverein München og i CCA Berlin. I 2023 modtog hun Hans Purrmann Preis og den Großen Preis der Stadt Speyer. Afsah underviser på kunstakademiet HfBK Hamburg