The faggots and their friends and the women who love women can, they begin to know, stop and do no-thing. That is something for them to do. – Larry Mitchell, The Faggots & Their Friends Between Revolutions (1977)

Taget på den 200 år gamle lade, som huser Kunsthal Thy, er blevet aftrykt på lærred via en rustfarvningsteknik for at registrere dets struktur og materialitet. Dette er udstillingen Saving Nine’s første tidsstempel og grundlaget for Elif Saydams invitation til fælles arbejde. Under kunstnerens vejledning vil udstillingen gennemgå flere forvandlinger og munde ud i et samarbejdskunstværk. Dette værk vil forblive tilgængeligt for Kunsthal Thy til fremtidige lejligheder.

Farvning, syning, spisning, klipning, sludren… Dette er nogle af de aktiviteter, deltagerne kan kaste sig over. Tagaftrykket bliver en baggrund for bannere, der hænger i rummet, og som er beregnet til at blive klippet i mindre stykker og genanvendt. Disse mindre stykker stof vil derefter blive quiltet sammen under udstillingens første workshops og præsenteret sammen med et større stykke stof, som den 21. juni 2025 dokumenterer en mehmuni – som direkte oversat betyder “fest” på farsi.

Denne sammenkomst på sommersolhverv vil blive registreret og gemt gennem cyanotypi, en trykteknik med lysfølsom væske. Gæsternes, koppernes, tallerkenernes, bestikkets og deres bevægelsers former vil blive fastholdt i dybblå nuancer på et stort stykke lærred. Dette er Saving Nine’s andet tidsstempel: et stykke tekstil, som abstraherer og husker selve handlingen at være vært, og som sammenfletter bevægelserne hos både genstande, gæster og venner.

En sådant fælles begivenhed indebærer – og dette er typisk for Saydams måde at manøvrere i det udvidede malerifelt – det tidskrævende, håndværkskyndige og omfangsrige arbejde med dekoration. Ofte opfattes dekoration som overflødig udsmykning og hånes som feminint og orientalsk. Dekoration kræver koncentreret fordybelse, at skabe og trevle op, at følge en linje og genbesøge den, at afprøve og tilpasse, med tanke på de sting, der kommer. Disse gentagne aktiviteter, hvis nytteværdi vi ofte ikke lægger mærke til, er måder at tilbringe tid i fællesskaber på.

Både tagaftrykket og cyanotypierne fungerer som tidtagere. De registrerer de mange involveredes arbejdstimer. Ideen her er at kunne sidde med tidsaftrykkene mellem fingrene og derefter dele den med andre ved at sy lapperne sammen til en større helhed. Det minder os om AIDS Memorial Quilt (1985–igangværende), som er et stort tæppe af stofstykker, der mindes ofrene for AIDS-pandemien, og som i dag er et af verdens største kollektivt skabte kunstværker. Disse værker deler den intensitet, der ligger i nødvendigheden af at samles i sorg, når skaden først er sket.

Udstillingens titel peger på, at det at handle for sent kun har lille effekt. Den er inspireret af ordsproget “a stitch in time saves nine”, som taler for straks at handle. Udstillingen reproducerer ikke fuldt ud denne normative tilgang til effektivisering og fremdrift, men inviterer os i stedet til at gøre og gentage så meget, at selve det at tilbringe tid sammen er målet. Enkelheden i denne iagttagelse risikerer at misforstå etikken i Saydams intervention.

Ved at fokusere på den gentagne og ofte kedelige proces med små handlinger – hvor stingene er nålens mindste handling – bliver det, der ellers kan virke som en ligegyldig måde at udtrykke kultur på, selve måden at reparere og forandre ting på. For at “redde ni” (save nine) må vi handle – nu sammen.

Denne reparative kvalitet ligger i selve begrebet “syning”, som både betegner lapning og sammenføjning, og også er kendetegnet for et andet vigtigt træk ved Saydams praksis, eksemplificeret i udstillingens titel og teknikker: Deres fokus på fælles måder at have viden på, som binder os sammen ligesom sting. Deres engagement i dekoration og udsmykning, en ny måde at se på håndværk i fællesskaber som en fælles omsorgsstruktur, og de kroppe, der efterlader utydelige blå spor uden at kunne genkendes, det er tilsammen det æstetiske og politiske grundlag for “Saving Nine”.

I perioder præget af statsterrorisme, små forskelles narcissisme, dens medvirken til ekskluderende, normative sociale ordener og tyngende fortællinger om sammenbrud, giver værkerne et kort pusterum. Saydam inviterer os til at trække i en tråd eller to. Den enkeltes kropsaftryk, gjort slørede gennem abstraktion, er forankret i vores fælles arbejde. Vi inviteres til at skabe og optrevle med te og søde sager, gæstfrihed og ord. Kunstneren og deres venner gør “no-thing”, for at tage udgangspunkt i citatet ovenfor, som Saydam kender så godt. Dette er Saving Nine’s tredje tidsstempel, og that is something for us to do.

– José Segebre

CV

Med en udvidet maleripraksis bruger den tyrkisk-canadiske kunstner Elif Saydam ornamenteringens og dekorationens sprog til at omarrangere systemer for værdisætning og vægtning. Seneste solo- og gruppeudstillinger inkluderer List Projects 32 på MIT (Cambridge), RAUS på Franz Kaka (Toronto); Hospitality på Audain, Simon Fraser University Galleries (Vancouver); A Crack We Sprout Through på SANATORIUM (Istanbul); it’s not you it’s me på Sentiment (Zürich); Stealth på Galerie Rüdiger Schöttle (München); Eviction Notice på Oakville Galleries Gairloch Gardens (Ontario); Cleaning up the Neighborhood på All Stars (Lausanne); Lose Enden på Kunsthalle Bern (Bern); F*rgiveness på Tanya Leighton (Berlin); og …schläft sich durch på Kunstverein Harburger Bahnhof (Hamburg).

Saydam’s første monografi TWO CENTS blev udgivet i 2022 med Mousse Publishing (Italien), og de samarbejder ofte på tværfaglige tekstbaserede projekter med andre kunstnere og forfattere. Saydam bor og arbejder mellem Berlin, Tyskland og İzmir, Tyrkiet.