Nanna Starck
The Jewel Box
15.08.2026 - 18.10.2026
Udstillingen The Jewel Box forvandler Kunsthal Thy til et smykkeskrin, der rummer de smykker, Nanna Starck har skabt særligt til denne anledning. De hænger ned fra loftet i kæder og beklæder væggene som rå relieffer. Værkerne er ornamenteret med den kvindelige krop, som udgør udgangspunktet for Nanna Starcks kunstneriske praksis. Det er nemlig hendes egen krop, der realiserer hendes kunstneriske værker og dermed udgør det tankemæssige udspring for hendes kunstneriske praksis.
Det er tydeligt både i værkerne der hænger fra bjælkerne og dem på væg, at Nanna Starck ikke interesserer sig for den perfekte kvindekrop. Spændingen i hendes værker opstår snarere dér, hvor den glatte og perfekte overflade brydes op. Det sker de steder, hvor hun tager materialernes porøse, ru, revnede og boblende egenskaber alvorligt og lader dem skabe åbninger ind til kroppens indre – åbninger, der udvikler sig til sprækker, hulrum og kanaler. Sårbarheden, som er en del af den menneskelige eksistens, fremstilles dermed ikke som en mangel, men som en mulighed for en dybere indsigt i kroppen. De samfundsmæssige konventioner, som Nanna Starck bryder ved at åbne kroppene, tematiserer hun ved at lade rammerne omkring sine kropsfremstillinger blive en integreret del af værkerne. Inden for disse rammer deformeres kroppe, fragmenterede lemmer og torsoer langt ud over det menneskeligt mulige.
Til udstillingen i Kunsthal Thy har Nanna Starck arbejdet med lokale sagn og myteomspundne kvindefigurer. Det er fortællinger om kvinder, som er blevet videregivet gennem generationer – kvinder, der ofte levede på kanten af samfundet, hvis livsformer blev opfattet som fremmede, farlige eller normbrydende, og som derfor blev beskrevet som hekse eller uhyggelige skikkelser. Et kendt eksempel er sagnet om Ellefruen fra Lindholm. Hun boede alene med sine to røde køer på en høj. Da bønderne ville fordrive hende, lovede hun dem velstand, hvis de lod hende være i fred, og ulykke, hvis de forsøgte at jage hende bort. Ser man nøgternt på fortællingen, kan den også handle om en kvinde, der aldrig giftede sig, ikke stiftede familie og forsørgede sig selv. En så selvstændig livsform kunne tidligere afvige så meget fra samfundets forventninger, at den blev opfattet som truende. Heldigvis har synet på enlige og selvstændige kvinder ændret sig gennem århundrederne. Alligevel gør fortidens mekanismer for udgrænsning sig stadig gældende. Kvindekroppen bliver fortsat vurderet, objektiviseret og offentligt fortolket. Kvinder – også i magt- og lederpositioner – bliver stadig betragtet anderledes end mænd.
De kroppe, som Nanna Starck former til Kunsthal Thy, fastholder hun i kvadratiske elementer af delvist transparent plast. Reliefferne hænger i serier af forskellig længde ned fra kunsthallens bjælker som et armbånd med led, der er revet fra hinanden. De leder tankerne hen på smykker, der ikke blot er skabt for at glæde deres bærer, men også for at overleve hende, gå i arv gennem generationer og bære minderne om alle de kvinder, der har båret dem. Et bånd, som forbinder nutidens kvinders fortællinger med deres formødres.
Bio
Nanna Starck, født i 1976 på Frederiksberg, studerede fra 1998 til 2004 på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Hendes værker har været vist på en række soloudstillinger, blandt andet i Ringsted Galleriet, Tranen i Gentofte og Galleri Maria Friis i København. Derudover har hun deltaget i talrige gruppeudstillinger, herunder på Statens Museum for Kunst, Fuglsang Kunstmuseum, Nikolaj Kunsthal, Museum Sønderjylland – Kunstmuseet i Tønder, Sophienholm og Dansehallerne i København samt internationalt i blandt andet Los Angeles, Leipzig og på Seoul International New Media Festival. Hendes værker er repræsenteret i samlingerne på Statens Museum for Kunst og Kunstmuseum Brandts og er indkøbt af Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond.
Værkerne til udstillingen er kommissioneret af Kunsthal Thy, og produktionen er desuden støttet af Statens Kunstfond og Fake Foundation.