Heine Kjærgaard Klausen

Come Crawl all over Me

01.07.2023 - 30.07.2023

Come Crawl all over Me er den første udstilling i den nystiftede Kunsthal Thy. Udtrykket kommer fra en Spiderman-figur, der ser ud til at kravle hen mod beskueren fra et af de udstillede dynebetræk. Det giver mindelser om en af de der iørefaldende popsange, der sætter enkle ord på komplicerede følelser og dermed hjælper dem, der (endnu) ikke selv kan udtrykke deres følelser. I udstillingen pryder sådanne sætninger andre teenage dynebetræk med motiver af idoler fra musik og sport. Idolerne tildækker drømmende unge og giver dem billeder på de mulige veje, der ligger foran dem: professionel fodboldspiller, musikstjerne, skuespiller eller sanger. “Vil du ikke være ligesom mig?” synes de at spørge. Men Heine Kjærgaard Klausens provokerende omformuleringer og overdrivelser af tilsyneladende uskyldige popkulturelle billeder og tekster henleder opmærksomheden på de aggressive, krigeriske positurer, falliske genstande og klovneagtige drengesmil, de faktisk præsenterer. “Har du (virkelig) lyst til at gå i seng med mig?” synes Heine Kjærgaard Klausen at spørge og opfordrer os dermed til at tænke over, hvem vi egentlig har lyst til at identificere os med, med humoristisk, homoerotisk underfundighed.

Skulpturerne, som Heine Kjærgaard Klausen præsenterer i Kunsthal Thy, taler et andet sprog. De er afstøbninger eller originaler fra loppemarkedsfund. Mannequinerne eller de dekorative buster viser altid det samme motiv: den velformede mandlige torso. Heine Kjærgaard Klausen arrangerer kroppene i en cirkel, så de danner en runddans, skærer dem midt over eller smelter dem sammen. Det er mandekroppen som visuelt objekt, der ikke kan løbe væk uden ben, ikke kan forsvare sig uden arme og ikke kan blive spurgt om sin mening uden hoved. Men i modsætning til lagnerne er der her ingen kritik af glorificeringen af en alt for perfekt mandekrop, for det er netop denne krop, der hyldes.

Teksten er skrevet af kunsthistoriker og kurator Marina Rüdiger

Heine Kjærgaard Klausen (DK / 1978) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han har bl.a. udstillet på Viborg Kunsthal og Møstings Hus. Derudover har Klausen gentagne gange vist performances og iscenesættelser, for eksempel på Den Frie og Overgaden (begge i København), på Ærø og i New York. I 2015 modtog Heine Kjærgaard Klausen et treårigt arbejdslegat fra Statens Kunstfond, og i 2019 kuraterede Klausen festivalen “Mellemting mellem ting”, en tredages performancefestival i Den Frie Kunsthal i København. Denne blev præmieret af Statens Kunstfond.

Scroll to Top