Anna Bak beskæftiger sig indgående med forholdet mellem mennesker og natur. Et særligt fokus i hendes research og kulturelle forskning er de historier, som mennesker altid har opfundet for at skabe en forbindelse med naturen. Et godt eksempel på dette er Anna Baks skulptur af to svaler, der hænger fra bjælkerne i Kunsthal Thy. Søfolk bruger dem som symbol – ligesom svaler rejser de selv rundt i verden, men vender altid hjem igen.

Havet er mørkt og stort. Det er roligt og dybt. Det er stormfuldt og uregerligt. Det slutter ved de landmasser, det møder. Det skvulper op på sandstrande, brager mod stejle kyster, får småsten til at hviske og skyller rundt om klipperne ved kysten. Månen styrer tidevandet. Havets komme og gåen bestemmes af planeternes konstellation. Nogle dyr kan tæmmes, men havet forbliver utæmmet. Det står ikke i menneskets magt at påvirke det. Det er en naturkraft. At begive sig ud for at høste dets frugter er farligt.

Vandet i Kunsthal Thy er mørkt og stille. I dets refleksion forvandles lyset, der falder gennem de mange små huller i taget, til stjerner. Ud af vandets mørke dukker dele af et skibsvrag op.

Fiskere kan holde deres både opdaterede med den nyeste teknologi, træne deres besætning godt, vedligeholde nettene, studere søkortene og overvåge vejrmeldingerne. Men fangstens succes eller fiasko og besætningens sikkerhed ligger ikke udelukkende i kaptajnens hænder, men afhænger også af naturens kræfter. Det er svært at stole på dem og overgive sig til dem. Mennesker, der arbejder tæt sammen med naturen, har altid opfundet historier for at skabe en personlig forbindelse med den. Historier om mytiske væsener, der er halvt menneske, halvt dyr, som havfruer eller kentaurer.

Ved kanten af vandet i kunsthallen ligger en havfrue, en af hendes arme ligner en krabbeklo, hendes hoved er dækket af en søstjerne.

Da kristendommen bredte sig i den vestlige del af verden, blev troen på mytiske væsener gradvist erstattet af troen på en enkelt Gud, som styrer alle skæbner. At tjene denne Gud og overholde denne Guds regler gav de troende vished om, at de havde gjort alt det de kunne for deres egen sikkerhed. Selvfølgelig ændrede troen ikke de faktiske antal omkomne på havet. Men ansvaret lå nu i hænderne på de troende. Deltog de regelmæssigt i gudstjenester, bad de nok og gjorde de regelmæssigt bod? Blev alle regler rent faktisk overholdt, og afholdt de sig fra alkohol, dans, kortspil eller fjernsyn? Naturen er ligeglad med dette. I dag synes teknologien at give mennesker sikkerhed for, at de gør alt, hvad de kan, for at forudse mulige farer. Det er denne tro, der giver os tillid til vores omgivelser og får os til at føle os sikre. Fremtidige generationer vil måske se tilbage på vores tid og også stille spørgsmålstegn ved denne tro.

Et lys vandrer gennem udstillingsrummet. Det stammer fra hovedet af en skulptur, halvt blæksprutte, halvt fyrtårn – halvt dyr, halvt maskine.

Måske har alle prøvet på et tidspunkt at holde en konkylie til øret og troet, at de hørte havet bruse inde i den. I virkeligheden er det lyden af vores blod, der resonerer i konkylien. Denne idé symboliserer, hvordan den mulige enhed mellem mennesker og natur er et tilbagevendende koncept for os mennesker. I denne forstand vil sanger Jullie Hjetland bruge en skulptur af en konkylie af Anna Bak som sin resonator og lade sin stemme resonere gennem den. Hendes sang vil dermed skabe en ny og kraftfuld forbindelse mellem de enkelte elementer i udstillingen.

Anna Bak er kunstner og kurator. Hun studerede på Det Fynske Kunstakademi og tilbragte et år på Montana State University i Bozeman, USA, med et Fulbright-stipendium. I 2014 deltog hun i postgraduate-programmet på Jan Van Eyck Academie i Maastricht. I Danmark har hun udstillet sine værker blandt andet på GL STRAND i København, Kunsthal NORD i Aalborg, Sorø Kunstmuseum og Overgaden Institut for Samtidskunst i København. Hun har udstillet på Museum Het Valkhof i Nijmegen, Studio 47 i Amsterdam og Glucksman Gallery i Cork, Irland. Hun har været på residencies arrangeret af Statens Kunstfond i Istanbul, Tyrkiet, og Capacete Institute i Rio de Janeiro, Brasilien. I 2015 udgav hun bogen “Wilderness Survival – a guide to the aesthetics of survivalism” udgivet af det hollandske forlag og udstillingssted Onomatopee.

Jullie Hjetland arbejder som musiker og komponist i genrerne folk, jazz og electronica. Hun studerede på Carl Nielsen Akademiet i Odense, Kungliga Musikhögskolan i Stockholm, Sibelius Akademiet i Helsinki og tog sin kandidatgrad på Ole Bull Akademiet i Voss, en del af Universitetet i Bergen. Hjetland indspiller musik på forskellige skandinaviske sprog. Siden grundlæggelsen i 2004 har hun været frontkvinde for det danske folkeband Basco og spiller folk-inspireret elektronisk musik i sit soloprojekt Lukkif. Med Karl Seglems og Christoph Stiefels bands har hun udgivet to jazzalbums. I en trio med Irene Becker og Benita Haastrup og med gruppen Nordens Tone udforsker hun grænsen mellem folk og jazz. Hjetland har også dannet en duo med den danske musiker og komponist Henrik Marstal, der kombinerer elementer af folk, drømmepop og ambient musik.