I det tidlige Japan opstod zenhaven som en minimalistisk havetype inspireret af zenbuddhismens æstetik og filosofi. Haverne blev udformet for at gengive specifikke, storslåede naturområder via få, abstrakte elementer som sand, grus, sten og mos. Zenhaven er sin egen kunstart, udviklet over flere århundreder, og i sig selv et eksempel på et flertydigt, kulturelt fænomen, der i forsøget på at skildre naturen, i mindst lige så høj grad danner tidsbilleder, der spejler menneskets opfattelse af verden, og af sig selv.

Med udstillingen “Zen Wakarimasen” (japansk for “Jeg forstår ikke Zen”) i Kunsthal Thy inviterer Silas Inoue til diskussion af, hvordan kulturelle koder kan blandes sammen og misforstås i vores globaliserede virkelighed. Samtidig undersøger udstillingen den blanding af fascinerende og foruroligende udvikling, der sker på det teknologiske område i forhold til naturen, menneskeheden, og en mulig fremtid på fjerne planeter. Ud fra zenhavens traditionsrige form skabes et nyt, ubetrådt landskab, som væver tråde mellem fortid og fremtid, landbrug og rumfart, håndværk og filosofi, og som på både håbefuld og dystopisk vis taler ind i nogle af samtidens udfordringer.

Med værket “Genepool” tager Silas Inoue udgangspunkt i traditionel japansk tempelarkitektur. De karakteristiske tage er dækket af en blanding af menneske- og kunsthår, pels og dyrehår. Vild og strittende ser hårblandingen ud til at være stylet som en mullet, en frisure der repræsenterer den skiftende mode i vores del af verden, men også en mere radikal form for oprør i 70’er og 80’ernes Japan, hvor den associeredes med teenagemotorcykelbander. Det indsamlede hår danner samtidig en nutidig genpulje, der gemmer kunstig og naturlig genetisk information og bevarer den for eftertiden.

På en tegning i stort format portrætterer Silas Inoue en nøgenrottehun. I lighed med bikolonier er en nøgenrottekoloni organiseret omkring en “dronning”, som er den eneste, der er i stand til at formere sig. Nøgenrotter er genstand for videnskabelige undersøgelser, fordi deres blod indeholder et protein, der hos mennesker mindskes betydeligt efter tyveårsalderen. Dette protein kan være årsagen til, at nøgenrotter, i modsætning til andre gnavere, ikke får kræft og lever væsentligt længere. Goplearten “Turritopsis Dohrnii”, hvis forstørrede portræt også kan ses i zenhaven, er på samme måde et forskningsfelt inden for livsforlængende teknologier. Modsat nøgenrotten anses den for at være direkte udødelig. Ved at omdanne sine egne kropsceller til polypkerner, som igen skaber nye gopler, der er genetisk identiske med den krop, de udspringer fra, kan goplen starte sin livscyklus forfra et uendeligt antal gange. At Silas Inoue former dette portræt af sukker og sænker det ned i olie er en påmindelse om, hvordan vigtige næringsmidler og energikilder kan blive et problem for vores egen krop og forkorte et menneskeliv, hvis balancen mellem dem og kroppen forskubbes.

At de ting, der opretholder vores liv på den korte bane, også kan være problematiske for os på længere sigt, er ligeledes temaet i værket “Conditioner”. Tusindben findes i alle dele af verden og har beboet denne planet i over 400 millioner år, hvilket er langt længere end menneskearten. De spiller altid en vigtig rolle i naturens kredsløb, da de nedbryder organisk materiale og producerer kompost, som fungerer som en vigtig gødning. Silas Inoue har genskabt et tusindben i bronze, der ser ud til at jage sin egen hale, hvilket ikke kun henviser til organiske cyklusser, men også minder om formen på varme- og kølespiraler i moderne klimaanlæg. Systemer som disse spiller en stadig vigtigere rolle i takt med klimaforandringerne. I tilfælde af ekstrem varme eller kulde formår de at bevare en vis beboelighed i vores rum og transportmidler – men med deres spildvarme og høje energibehov er de selv med til at accelerere de globale temperaturændringer, som i første omgang har gjort dem mere udbredte og nødvendige.

For at reducere energibehovet til nye bygninger udvikler North Carolina-virksomheden BioMason biocement. De arbejder med bakterier, der selv i naturen forvandler sand til hård sandsten. Betonen kan fremstilles uden brændt cement, hvilket reducerer CO2-udledningen betydeligt. Silas Inoues værk “System” består af denne biocement. Relieffet symboliserer processen med samarbejde mellem mennesker og natur. Centralt i relieffet ses en musling, hvorfra der vokser et rodlignende nervesystem, som også i sin størrelse ligner et menneske. Der skabes sammenhæng mellem naturlige og kunstige organismer, der får os til at overveje en mulig fremtid uden fossile brændstoffer. Relieffet står holdt oprejst af en konstruktion, der minder om en slæde i menneskestørrelse i den røde jord, der dækker gulvet i Kunsthal Thys lade.

Underlaget i zenhaven består af en særlig type jord, hentet fra Salten Skov i nærheden af Silkeborg, hvor indholdet af jern er højere end andre steder i den danske jordbund, hvilket giver jorden en rød farve samt magnetiske egenskaber. Overfladen på Mars er dækket af et lignende jernholdigt rødt støvlag, og siden det endnu ikke er muligt at indsamle prøver af Marsstøv, indgår jordprøver fra Salten Skov som en del af Marsforskning verden over.

I modsætning til de traditionelle zenhaver, der rives ved håndkraft som en meditativ praksis, rives den røde jord i udstillingen af en fint valset rive trukket af en robot fra århusianske Capra Robotics. Robotten er specialdesignet til udstillingen og dækket af egetræ af snedkerværkstedet Alba. Ligesom de undersøgende rovere, der i årevis har kørt rundt på Mars og indsamlet data om planetens overflade, kører robotten gennem det røde sand alt imens riven dækker sporene, der trækkes. Men samtidig får den måde, robotten river på, også hele installationen til at virke som en pløjemark i det ydre rum. Ruten som robotten følger gennem kunsthallen er programmeret på forhånd af studerende fra Danmarks Tekniske Universitet. Realiseringen af “roveren” og dens veje gennem sandet ville ikke have været mulig uden samarbejdet fra disse innovative partnere.

Både som et samlet hele og gennem de forskellige værker lægger “Zen Wakarimasen” op til diskussion på tværs af kulturer, generationer og geografiske tilhørsforhold. Udstillingen bevæger sig i et spændingsfelt mellem fremtidsdystopi og teknologisk optimisme; på den ene side hyldes beskedenhed og sameksistens med naturen, som er det traditionelle grundlag for Zenhaven, mens der på den anden side blotlægges en indgroet menneskelig rastløshed og en uhæmmet stræben efter uendeligt liv, uendelige ressourcer og uendelig vækst. Inoues udstilling forsøger at dreje sig væk fra samtidens politiske fokus på splittelse og skabe grobund for en mere flertydig forståelse af problemstillinger som sammenfiltrede, indviklede og kædedannende situationer. Men i sin nysgerrighed over for studier og udvikling af robotter og bæredygtige materialer peger udstillingen også mod håbefulde teknologiske tiltag, og forbedrede livsvilkår på jorden snarere end mod en mulig kolonisering af rummet.

Den dansk-japanske kunstner Silas Inoue bor og arbejder i København. I 2022 var en del af residencyprogrammet International Studio & Curatorial Program i New York City, og i 2018 tilbragte han tre måneder som resident på 18th Street Arts Center i Los Angeles. Han har blandt andet udstillet på Horsens Kunstmuseum, Augustiana Kunsthal, Ulterior Gallery i New York City, CAPC Museum for Samtidskunst i Bordeaux og Art Sonje Center i Seoul. Hans værker er desuden repræsenteret i samlingerne hos Horsens Kunstmuseum, Bornholms Kunstmuseum, Sorø Kunstmuseum og Statens Kunstfond.